Cementen er mineraliseret væv, som dækker tandrodens overflade. 

 

Cementen indeholder ikke blodkar, lymfekar og nerver og undergår begrænset resorption eller remodellering under normale forhold.

Der findes to typer cement:

1) Primær cement/acellulær cement.

2) Sekundær cement/cellulær cement.

Primær cement dannes under tanddannelse og eruption af cementoblaster differentieret fra fibroblaster. Sekundær cement dannes efter eruption idet tanden responderer på den funktionelle påvirkning. Under denne proces inkorporere cementoblaster i cementoid, som mineraliseres og danner cement. Cellerne, som bliver inkorporeret i lakuner, kaldes cementocytter. I cementen insererer parodontal ligament fibrene, idet fibrene udgår vinkelret fra dentin-cementgrænsen og hæfter i alveoleknoglen. I den del, fibrene er indeholdt i cementen, er de mineraliseret. Cementoblasterne danner fibre, som er parallelle med tandens akse, og som er beliggende i cementen.

Som tidligere nævnt undergår cement kun begrænset resorption eller remodellering. Tykkelsen af cementlaget stiger i takt med funktionstiden.

Rodcementen hører til de hårde tandvæv. Det er et forkalket (mineraliseret) væv, der som et tyndt lag beklæder hele tandroden uden på dentinen. Det er tyndest nær tandhalsen (ca. 50 µm) og tykkest omkring rodspidsen (ca. 150 µm).

Emaljecementgrænsen kan være udformet forskelligt. I enkelte tilfælde berører emalje og cement ikke hinanden, men adskilles af et smalt bælte af blottet dentin. I andre tilfælde støder cement og emalje sammen kant imod kant. Men det almindeligste er, at cementen overlapper emaljen en smule. Emaljecementgrænsen forløber normalt bugtet om­kring tanden. Forløbet kan dog være uregelmæssigt, især nær furkaturerne, hvor emalje­udløbere eller emaljeperler er ret almindelige.

Rodcementen har først og fremmest betydning som det væv, der forankrer rod­hindens fibre i tanden. Rodcementen findes i to typer. Primær cement dannes samtidig med rodudviklingen og tandfrembruddet. Men derudover er det karak­teristisk, at en vis pålej­ring af ny cementsekundær cementkan ske igennem hele livet. Nydannelsen foregår fra rodhinden, hvor cementoblasterne findes. Langs rodcementen dannes et uforkalket forstadium til rodcement, kaldet cementoid. Dette lags tilstedeværelse synes at være af afgørende betydning for rodcementens vitalitet og for konstant fornyelse af fibrenes fæste i rodcementen. Rodcementen ligner på flere måder kompakt knoglevæv, men cementen inde­holder ikke nerver og blodkar, idet den forsynes hermed fra rodhinden.

Til forskel fra parodontiets knoglevæv er resorption ikke almindelig. Cementoid­laget synes at beskytte den mineraliserende cement herimod, hvorfor cementen med alderen kan blive 23 gange tykkere.

De faktorer, der regulerer pålejringen af sekundær rodcement og i sjældne tilfælde sekundær rodcement og i sjældne tilfælde rodresorptioner, er tildels ukendte.

Udvikling af tandroden og cement

• Dannelse af tandroden begynder efter kronen er udviklet
• Det ydre og indre emaljeepithel lægger sig mod hinanden svarende til den kommende tandhals àepitheliale rodskede / Hertwigs rodskede
• Rodskeden vokser i dybden omkring den kommende rod og bestemmer dens form
• Odontoblaster på den indvendige side af rodskeden danner roddentinen
• Efter dannelse af den første roddentin degenererer rodskeden og de mesenchymceller, der får kontakt med roddentinen, differentierer til cementoblaster
• Cementoblasterne pålejrer cement på dentinen à nogle af cellerne indfanges i cementen som cementocytter

Forfatter, Jakob Kihl © 2014