Skip to content

Normal anatomi af tandens støttevæv

Parodontium.

Parodontiet består af de væv, der omslutter tanden. Disse væv er : 

Gingiva (tandkød), parodontal ligament (rodfæste), knoglevæv, samt rodcement. 

Forfatter, Jakob Kihl © 2012

Knoglevæv og rodcement er beskrevet under alveoleknogle og rodcement.
Gingiva og parodontal ligament beskrives nedenfor.

Tandlæge

Gingiva

Tandkødet (gingiva) er den del af mundslimhinden (den orale mukosa), som dækker tandhalsen og noget af alveoleknoglen facialt og oralt for tænderne.

Gingiva består af en inderkerne af bindevæv (grundsubstans) og en overflade af epitel (overfladevæv). Gingiva indgår i opbygningen af mundslimhinden og udgør den del, der beskytter tandens støttevæv.

Der skelnes mellem :

 Orale epitel
Frie gingivaOrale sulcus epitel
 Kontakt epitel
Tilhæftet gingiva 

Den frie gingiva

Den frie gingiva er beklædt med henholdsvis det orale epitel, det orale sulcus epitel og kontaktepitelet.

Imellem tænderne hænger de to dele af tandkødet sammen i tandkødspapillen (inter­dental­papillen). Tandkødets øverste grænse er tandkødsranden (gingivalranden). Nederst mødes tandkødet og mundslimhinden ved tandkødsgrænsen (den muko-gingi­vale linie). Afstanden mellem den øverste og den nederste grænse kaldes tandkødets eller gingivas bredde.

Tandlæge

 

Tandkødslomme

Tandkødsranden er ofte en tynd, svagt afrundet kant, der ind imod tanden danner en lille fordybning på ca. 1/2 mm (den gingivale sulcus). Når en måler føres ned i denne fordybning og videre langs tanden i retning af emaljecement­grænsen, kiler den sig ind mellem den frie gingiva og tandoverfladen. Den herved opståede adskillelse af tand og tandkød kaldes som regel tandkødslommen / klinisk lomme, poche.

Poche

Poche

Tandlæge

Så snart instrumentet fjernes, lukkes “lommen” til igen. I et sundt, marginalt parodontium eksisterer tandkødslommen derfor ikke som en spalte eller egentlig lomme, idet gingiva ligger i tæt kontakt med tandoverfladen ‑ men den opstår, når gingiva presses væk fra tandoverfladen som beskrevet.

På færdigt frem­brudte tænder ligger tandkødslommens bund ved emaljecementgrænsen, mens tandkødslommen på tandemaljen ligger 1‑2 mm fra bunden af tandkødslommen. Tandkødslommens dybde bliver herved det samme som den frie gingivas bredde som regel 1‑2 mm.

Tandkødspapillerne udfylder normalt tandmellemrummene. Papillens form afhænger af tandkronens bredde og kontaktforholdene.
Tandkødspapillernes funktion er at forhindre mad i at sætte sig mellem tænderne.

Den tilhæftede gingiva

Tandkød

Den fæstede gingiva er en del af gingiva, som ligger mellem den frie gingiva og tandkødsgrænsen (muko‑gingival‑linien). Tandkødsgrænsen kan findes ud fra disse 3 forskelle på tandkød og mundslimhinde: Tandkødet ligger fast og kan ikke bevæges, mens mundslimhinden er løs og kan bevæges. Tandkødets overflade er ujævn som en appelsin­skal, mens mundslimhinden er glat.

Tandkødet er lyserødt, mens mundslimhinden er mørkerød. Undtaget herfra er ganen, hvor gingiva uden overgang fortsætter i ganens slim­hinden.

Betegnelsen fæstet hentyder til, at gingiva her er fast bundet til rodcement og alveoleknog­le ved hjælp af bindevævsfibre. Den fæstede gingiva hæfter sig til rodcementen og alveole­knoglen.

Dette adskiller den ikke alene fra den frie gingiva, men også fra den øvrige mundslim­hinde, som er løst bundet og forskydelig i forhold til sit underlag. Bredden af den fæstede gingiva varierer fra 1 til 9 mm. Den bredeste gingiva finder man tit facialt for overkæbens incisiver og den smalleste gingiva ses tit facialt for underkæbens præmolarer.

Der synes at være en tendens til, at bredden øges med alderen.

Bindevævet i gingiva

Tandlæge

 

Gingivas væv består som nævnt af epitel og bindevæv (grundsubstans). Bindevævet i gingiva består af en række forskellige celler, kar og nerver lejret i en rigelig grundsubstans. Almindeligst blandt cellerne er fibroblasten, som producerer bindevævets fibre samt vigtige komponenter af grundsubstansen. Af andre celletyper forekommer i små mængder lymfocytter, plasmaceller, makrofager, mastceller og leukocytter ‑ celler, hvis tilstedeværelse især forbindes med vævets forsvarsreaktio­ner, men som altid fore­findes.

Grundstubstansen udgør det miljø, cellerne lever i, og som transporterer nærings‑ og affaldsstoffer til og fra cellerne. Fibrene er bundter af tynde tråde, som i forskellig tykkelse og med forskellige forløb danner et tæt trådnet i gingivas bindevæv.

Gingivas bindevæv er med sine fibersystemer med til at binde den fæstede gingiva stramt til underlaget, dvs. alveoleknoglen og rodcementen. Desuden holdes den frie gingiva stramt omkring og tæt ind til tandoverfladen, så tandkødslommen holdes lukket.

Epitelet i gingiva

Epitelet beklæder gingivas overflade, hvor man finder to forskellige slags, det orale epitel og kontaktepitelet.

Det orale epitel er af typen flerlaget, forhornet pladeepitel. Det består af adskillige lag af tætliggende epitelceller, som nærmest bindevævet er høje og rørformede, mens cellerne nærmere overfladen afflades og i de yderste lag udviskes til et avitalt hornlag. Imellem epitelcellerne kan der optræde enkelt andre celler, fx pigment­celler, hvis tilstedeværel­se gør gingiva mørkere.

Grænsen mellem epitel og underliggende bindevæv er tydelig og har et karak­teristisk, bugtet forløb, hvor epitellagene griber ind i bindevævspapiller. Det er fra epitelcellerne ind imod bindevævet, at epitelet konstant er under fornyelse. Det sker ved cellede­ling, hvorefter de nydannede celler langsomt bevæger sig gennem epitelet mod over­fladen. Undervejs ændrer de form efter det lag, de passerer. De bliver stadig fladere ud imod overfladen, hvor de til sidst afstødes som forhornede cellere­ster. Det varer ca. 1 måned for epitelcellen at nå fra bindevævsgrænsen til af­stødningen fra epitelets overflade. Det er karakteristisk for det orale epitel, at cellerne ligger tæt og fast sammen med kun en ringe mængde substans imellem. Desuden er epitelet ved bindevævsgrænsen fast sammen­vokset med et underliggende bindevæv.

Gingivas epitel beklæder støttevævene, så udsivning af vævsvæske forhindres, og yder samtidig støttevævene beskyttelse mod ydre traumer og irritamenter. Mund­huleepi­telet er således med sin tykkelse og forhorning tilpasset dette områdes særlige mekaniske på­virkninger i forbindelse med tyggeprocessen.

Kontaktepitelet

Tandkød

Kontaktepitelet er et flerlaget pladeepitel med få cellelag. Basalcellelaget består af kubiske celler, mens de øvrige celler er polygonale eller affladede. Cellerne har ovale nucleoli, dominerende Golgi-apparat, udvidede cisterner i granulært endoplasmatisk retikulum og få cytoplasma filamenter. Der ses et mindre antal desmosomer og større intercellular rum end i andet epitel. Dette menes at være en af årsagerne til, at kontaktepitelet er mere permeabelt end organismens øvrige epiteler.

Kontaktepitelet hæfter både til tand og bindevæv med strukturelt samme mekanisme. Strukturen mellem tand og kontaktepitel benævnes intern basal lamina ( IBL). Strukturen mellem kontaktepitel og bindevæv kaldes ekstern basal lamina (EBL). Kontaktepitelet dækker det meste af den cervikale emalje, men kan også prolifere i apikal retning.

Kontaktepitelet / Junctional epithelium JE er et flerlaget, uforhornet pladeepitel. Det er tyndere end det orale epitel, og ved emaljecementgrænsen, hvor kontaktepitelet ender, består det kun af nogle få lag celler, omkring 10-15.

Grænsen mellem epitel og bindevæv forløber her lige. Cellerne i de overfladiske lag er uforhornede og ligger tæt ind til tandens emaljeoverflade. Den nøjagtige be­skaffenhed af forbindelsen mellem epitel og emaljeoverflade, kaldet epitelfæstet/kontaktepitelet, er delvis uafklaret. Epitelfæstet synes dog at minde om den forbindelse, der ved bindevævsgrænsen findes mellem epitel og bindevæv. Det vil sige, at kontaktepitelet ikke kun ligger tæt ind til tandoverfladen, men også er strukturelt forbundet med denne. Kontaktepitelet opstår i forbindelse med tændernes frembrud. Når denne færdigdannede tandkrone nærmer sig overfladen, vil resterne af det emaljedannede epitel, som stadig ligger rundt om kronen, smelte sammen med mundhulens epitel. I løbet af selve frembruddet vil emal­jeepitelet efterhånden reduceres og omdannes til kontaktepitel.

Den specielle udformning af forbindelsen mellem tand og gingiva må ses som resultat af de særlige omstændigheder, tændernes tilstedeværelse skaber. Tænderne bryder mund­hulens slimhindedække, og det kræver en forsegling af brudstederne til at beskytte de underliggende væv.

Epitelfæstet danner en sådan forsegling. Vendt indad mod tandoverfladen er kontaktepitelet ikke udsat for større mekaniske påvirkninger, hvilket kan forklare, at det er tyndt og uforhornet. Samtidig er det imidlertid mere gennemtrængeligt, såvel fra tand­kødslommen som fra det underliggende bindevæv.

Dette kan på den ene side opfattes som et øget beredskab over for indtrængende irritamen­ter, på den anden side er der også tale om en øget modtagelighed, idet beskadigen­de stoffer udefra kan trænge igennem epitelet fra tandkødslommen.

Kontaktepitelets fornyelse sker ved celledeling langs bindevævsgrænsen. Herfra bevæger cellerne sig mod indgangen til tandkødslommen, hvor de afstødes. Kontaktepitelets celler ligger knap så tæt sammen som det orale epitels celler. Dette, sammenholdt med at kontaktepitelet er tyndt og uforhornet, kan forklare, at det kun varer ca. 1 uge for epitelcellen at nå fra bindevævsgrænsen til overfladen.

Det orale epitel er tykt og forhornetog derfor uigennemtrængeligt og velegnet til at modstå mekaniske påvirkninger. Med kontaktepitelet forholder det sig anderledes. Det er tyndt, uforhornet og har en mere åben struktur i kraft af sine bredere intercellular­rum. Herved bliver det lettere at passere for skadelige stoffer ude fra. Men samtidig rummer det også særlige forholdsregler. Kontaktepitelets fornyelsestid er meget kort. Den åbne struktur gør, at hvide blodlegemer (neutrofile granulocytter) fra det underliggende bindevæv kan vandre igennem epitelet og tilintetgøre (fagocyttere) fx ind­trængende bakterier. På samme måde og med samme formål kan vævsvæske (eksudat) sive fra bindevævet ud til kontaktepitelets overflade og fx fjerne antigener fra kontakte­pitelet ved hjælp af sit indhold af antistoffer. Væsken kaldes som regel gingivalvæsken / ginigivaleksudat. Den hører strengt taget til betændelsesreaktioner­ne ved parodontitis, hvor gingivalvæsken secerneres i så store mængder at eksudatet i pochen udskiftes op til 40 X timen, men nævnes også her, da den i små mængder forekommer så at sige altid.

Parodontalligamentet

Tandens støttevæv

 

Parodontal ligamentet / rodhinde, parodontalmembran består af celler i et netværk af kollagene fibre med indlejrede blodkar og nerver. Fibrene hæfter mellem tand og knogle.

Parodontose

Parodontalligamentet er et tyndt lag af bindevæv, som omslutter tændernes rødder og fæster dem til alveoleknoglen.
Parodontalligamentet ligger således indskudt mellem knoglevæv og rod­cement.
Parodontalligamentet er uden overgang sammenhængende med gingivas bindevæv.
Parodontalligamentet er ca. 1/4 mm tyk, tyndest omtrent midtrods og tykkest nær rodspidsen og nær knoglekanten.
For­skellen er dog så lille, at den ved en almindelig klinisk under­søgelse, fx røntgenunder­søgelse, ikke kan måles

Parodontose

Parodontalligamentets væv ligner bindevævet i gingiva. Parodontalligamentets celler er de samme, men fibroblasterne er langt de talrigeste, og langs rodcementen forekommer desuden cemen­toblaster (cementdannende celler) og langs alveoleknoglen osteoklaster (knoglenedbryden­de celler) og osteoblaster (knogledannende celler).
Fibrene er et dominerende element i parodontal ligamentet. Deres forløb og eftergivenhed gør det muligt for tanden at bevæge sig i alveolen. De omfatter dels uorgani­sere­de fibre, som forløber i forskellige retninger og findes spredt i hele parodontalligamentetog dels organisere­de fibre, som i kraftige, tætte bundter forbinder rodcementen med alveoleknoglen.

De enkelte fibre dannes ved, at fibre indlejret i rodcementen vokser sammen med fibre, der udgår fra alveoleknoglen.

De færdige fibres forløb tværs gennem parodontalligamentet er svagt bølget, så de kan stræk­kes i forbindelse med tandens bevægelse

Den dominerende celle i parodontal ligamentet er fibroblasten :

ParodontoseParodontose

Tandens fæste

Parontalligamentfibrene udgør sammen med de dentogingivale fibre det, man normalt kalder tandens fæste. Herved forstås med andre ord fibre, som fæster sig i rodcementen. Med betegnelsen fæstetab kan man følgelig angive det rodareal, hvor et sådant fæste er gået tabt.

Tandens bevægelighed

Tændernes bevægelighed (den fysiologiske mobilitet) er den bevægelighed, som tænder med sunde parodontalforhold udviser normale tyggeflade belastninger, fx under tygning. Størrelsen af bevægelsen er mindre end ca. 1/4 mm, så den kan vanskeligt iagtta­ges klinisk. Tyggetrykkets størrelse og retning på de enkelte tænder afhænger af bidfor­holdene. Normalt ligger kraftpåvirkningerne inden for et område, som begrænses af retninger parallelt med tandens akse og vinkelret på tandens akse.

TandlægeTandlæge 

Fysiologiske belastninger af tænder, dvs. kraftpåvirkninger som ikke overskrider de parodontale vævs kapacitet, opfanges og fordeles i parodontalligamentet, der herved får funktion som tandens “stødpude”. Belastningen afstedkommer forskellige, forbi­gående foran­dringer i parodontalligamentet. Når tyggetrykket via de hårde tandvæv overføres til parodontalligamentet, opstår der her karakteristiske tryk og trækzoner, idet tanden bevæger sig og derved ændrer stilling i alveolen. Når belastningen ophører, vender tanden tilbage til sin oprindelige position.

Disse og andre funktioner er bestemmende for parodontalligamentets struktur og kvalitet. Fibrenes mængde og organisering er således afhængig af, at parontalligamentvævet stimu­leres under tandens funktion.

Når det er tilfældet, afpasses fibrenes retning og mængde nøje efter de okklusale be­lastningers størrelse og retning. Udebliver stimulering af parodontalligamentet, fx efter tab af tandens antagonist(modsatte tand), mindskes fibermængden, og fibrene bliver i højere grad uorganiserede.

I rodhinden, særligt den del der vender mod alveoleknoglen, foregår der uop­hørligt ombygningsprocesser. Fx slides tænderne med årene ved kontaktpunkter­ne, uden at kontakten med nabotænderne bliver mindre tæt af den grund. Som kompensation for sliddet sker der en langsom mesialvandring i hele tandsættet, tilvejebragt ved ombygnings­processer i rodhinde og tilgrænsende alveoleknogle. Lignende tilpasning ses i forbindelse med tandtab eller ændringer i belastningen af de enkelte tænder.

I trykzonen reagerer parontalligamentvævet på belastningen ved en sammenfoldning af de organiserede fibre og en sammenpresning af kar og grundsubstans, hvorved blod og vævsvæske presses bort fra trykstedet.

I trækzonen reagerer vævet omvendt, idet fibrene strækkes, og der sker en ud­lignende tilstrømning af blod og vævsvæske. Fordelingen af træk og trykzoner afhænger af be­lastningsretningen, således at fx tryk parallelt med tandens længdeakse koncentrerer trykzonen i det apikale område, mens trækzonen fordeles jævnt i resten af parodontalligamentet.

Parodontal ligamentets funktioner

Parodontalligamentets funktioner kan herefter sammenfattes således:

1. Forankring af tanden.

Parodontalligamentets fibersystemer fæstner tanden til alveolen, samtidig med at parontalligamentvævet er velegnet til at opfange og fordele okklusale belastninger.

2. Vævsfornyelse.

Vævsfornyelsen af Parodontalligamentets væv er først og fremmest knyttet til fibroblaster, som til stadighed danner nye kollagene fibre. Parodontalligamentet har stor tilpasnings­evne over for ændringer i omgivelserne. Sådanne ombygningsprocesser skyldes aktivitet fra osteoklaster, osteoblaster samt i mindre udstrækning fra cemen­toblaster.

3. Sanseregistrering.

Parodontalligamentet er rig på nerveenheder, som modtager berørings, tryk og smer­teimpul­ser. Balancen mellem de okklusale belastninger og parodontalligamentets reaktion herpå styres ad nervebaner, som omsætter de fintmærkende nerveender i parodontalligamentets registreringer til impulser, der kontrollerer tyggemuskel funktionen.

Published invidenskabelige artikler