Skip to content

Kategori: Behandling, beskrivelser og forklaringer

Min GDPR-politik

Jeg vil her give dig et overblik over, hvordan klinikken håndterer persondata jvf. GDPR persondataforordningen 🇪🇺
– og jeg gør mit bedste for at beskrive det så enkelt og overskueligt om overhovedet muligt!

Melodien er “Fy Fy skamme skamme” Fra det legendariske børne-TV-show “Nu Er Det Ikke Sjovt Længere”.

paragraf 1

Må man spørge ind til sygdom?

Må jeg skrive ”lortekunde”?

Kan jeg anonymisere ved at skrive ”hend’ den runde”?

Må jeg gemme sjove bil’der og vise til en frokost?

Må jeg ta’ en årsberetning og sende den med e-post?

Omkvæd:

Næ næ næ næ næ det må jeg ikke,

fy fy skamme skamme fy fy ah ah

slemme slemme fy fy næ næ nix nix

slut forbudt – men hva må jeg så?

paragraf 2

Må jeg vis’ patientens data?

til min sidemand i klubben?

Må jeg glemme en bevilling når jeg stavrer hjem fra pub’en?

Må jeg printe kørekortet som patienten sender til mig?

Og tegne overskæg og horn og ”se hvor er han bleg”?

Omkvæd:

Næ næ næ næ næ det må jeg ikke,

fy fy skamme skamme fy fy ah ah

slemme slemme fy fy næ næ nix nix

slut forbudt – men hva må jeg såååå?

paragraf 3

Må jeg skriv’ til Nicklas papfar?

Helt uden falbelade?

Må jeg bruge et journalblad når der har været ballade?

må jeg smæk et billed’ på facebook når vi har været en tur i skoven?

må jeg gemme sjove bil’der eller er det brud på loven?

Omkvæd:

Næ næ næ næ næ det må jeg ikke,

fy fy skamme skamme fy fy ah ah

slemme slemme fy fy næ næ nix nix

slut forbudt – men hva må jeg så?

paragraf 4

Må jeg lukke røntgenmappen?

Må jeg slukke for min pc?

makulere gule lapper når jeg skynder mig på wc?

Må jeg slette følsomt data? Og ting der er forkerte?

Og sørge for at trykke “slet” så ingen, ingen ser det?

Omkvæd:

Ja ja ja ja ja det må jeg gerne

næ sikke fint fint ja ja meget det blir

stort stort klap klap fint fint flot flot

det var godt – nå det må jeg goooodt!

Hvad er caries?

Caries screening med både optisk lys (infrarød) og fluoroscerende lys.

 

De første tegn på caries er normalt ikke synlige med det menneskelige øje.

Ny teknologi giver en mulighed for at supplere den traditionelle kliniske undersøgelse. Teknologien er helt uden risiko, hvor fx brug af røntgen til screening af caries skal begrænses. Teknologien baserer sig på, at caries medfører et mineraltab i tandemaljen. Meget enkelt sagt kan man forestille sig, at tandemalje krystallerne i cariesområdet på tanden er blevet en anelse mindre. Dette bevirker en forholdsvis stor forøgelse af den samlede masse af mellemrum mellem de enkelte krystaller. Som følge heraf ændres tandemaljens optiske egenskaber.

Dette er målbart optisk med: Fluorescerende lys (blå-violet) på 460 nm, der viser bakterier i cariesangrebet, hvorfra sværheden af caries kan beregnes (se foto nedenfor) og dels med en specifik optisk bølgelængde på 850 nm (infrarød), hvor caries i mellemrum kan opdages (se foto ovenfor). Infrarød stråling er elektromagnetisk stråling som har længere bølgelængde end synligt lys men kortere end mikrobølgestråling.
Navnet infrarød betyder “under rød” (fra latin infra, “under”).

Rød er den synlige lysfarve med den længste bølgelængde. Det er vigtigt at notere at måling med ovenstående lys er helt uden risiko. Hermed er det muligt uden skadevirkning at diagnosticere et cariesangreb tidligere.

Men hvad er baggrunden for, at man kan bruge lys til vurdering af hårdtvæv?

 

Caries screening med fluoroscerende

Tandemaljen, det yderste lag på tanden, er kroppens hårdeste bestanddel og består af næsten 100% mineral og opbygget systematisk af en masse små krystaller. Det betyder samtidig, at emaljen er gennemskinnelig, og når tænderne fx kan virke gullig/hvide i munden, er en stor del af forklaringen, at det mere knoglelignende tandben skinner igennem inden bag emaljen.

Den ensrettede lyskilde er god til at afsløre, hvis et materiale har forskellige lysmæssige egenskaber i forskellige retninger. Lysbrydningen kommer væsentligst fra emaljekrystallerne og mellemrummet mellem krystallerne.

Forestiller vi os nu, at der forsvinder ganske lidt mineral fra krystal sammensætningen, betyder det umiddelbart, at lyset brydes på en ny måde, fordi mellemrummene mellem krystallerne er blevet ændret, eller sagt på en anden måde, er emaljen blevet mere porøs. Og jo mere porøs, som følge af for eksempel et mineraltab ved cariesprocessen, desto mere ændret bliver den totale lysbrydning fra området. Porøsitetsændringerne kan derfor både måles og selvfølgelig visualiseres.

Plastfyldning

Plast i tand

Plast til tænder (komposit plast) kom på markedet i 1960erne og plastmaterialerne til tandfyldninger har siden gennemgået en stor udvikling. Det tandplast der bruges mest i dag, er lys hærdende og færdigblandede. Tidligere stod tandlægen og blandede hærder og plast sammen, hvorved der forelå stor risiko for luftblærer og uens blanding.

Plast kemi

Kemi komposit plast

Færdigblandede tandplast leveres i lystæt sort kapsel klar til brug og består af :

  • Resin ( se nedenfor ) baseret på forskellige relativt hydrofobe dimethacrylatmonomerer (fx BisGMA, UDMA og TEGDMA) og som også indeholder et initiatorsystem til hærdning
  • En uorganisk filler bestående af glas-, kvarts- eller zirkoniumoxidpartikler og/eller amorft SiO2
  • En silanforbindelse der binder de forstærkende fillerpartikler til den hærdede resin

Komposit plast: Fyldstof + resin

Plast tandfyldninger er på linje med mange andre brugsgenstande et kompositmateriale. Et kompositmateriale består at et fyldstof, der giver en del af de ønskede egenskaber, fx mekanisk styrke og en matrice (noget lim), der holder sammen på fyldstoffet, der i plast kaldes resin.

I tandfyldninger er fyldstoffet et keramisk materiale, der skal give tandfyldningen mekaniske egenskaber, der minder om tandens. Samtidig skal tandfyldningsmaterialet være formbart, når det lægges i en kavitet (et hul i en tand) og stift når behandlingen er færdig.

Plast hærdes ( polymeriseres ) i tanden med lys

 

PolymerisationslysPolymerisationslys dybde

Tandfyldninger hærdes ved belysning, som bevirker at de molekyler matricen ( resin ) består af hærder (polymeriserer). Plastmaterialernes initiatorsystem består af en diketon og en amin. Den almindeligste diketon er camphorquinon. Ved belysning med blåt lys absorberer camphorquinonen strålerne og nedbrydes ved reaktion med aminen under dannelsen af frie radikaler. Disse radikaler starter hærdningen (polymerisationen) som fortsætter under dannelsen af et krydsbundet tredimensionelt netværk. Fotos stillet til rådighed af J Can Dent Assoc 2011;77:b9

Lyshærdning ( polymerisation ) af plast, er meget afhængig af kvaliteten af lyset i plast lampen

Plast_tand_Lyngby

Da tandfyldninger hærdes ved belysning, er kvaliteten af den færdige plastfyldning i tanden meget afhængig af belysningen fra den lampe, der bruges til at hærde plasten (polymerisation).

Polymerisationslys

Normalt anvendes halogen lamper til belysning af plast. Hvor langt lys af en given intensitet trænger ind i plastet, afhænger af flere faktorer, bl.a. plastets farve, indholdet af filler og belysningstiden. Dertil skal lægges, at det ofte er vanskeligt tilgængelige steder, hvor belysningen skal anvendes. Den internationale standardiseringsorganisation ISO har 1,5 mm som minimumskrav til polymerisationsdyben af lyspolymeriserende plast.

En normalt anvendt halogen lampe giver 150-200 mW/cm² i lys styrke.
Tandlægeklinikken på Ulrikkenborg Plads anvender LED- (Light Emitting Diode) lamper. Udover at LED giver stærkere lys end de traditionelle halogen plast lamper, anvendes på Ulrikkenborg Plads høj-intensiv LED plast lamper, der afhængigt af programmering giver 1200 >5000 mW/cm². ☼
Med 5000 mW/cm² anvendes den dansk fremstillede FlashMax, der er verdens stærkeste hærdelampe til plast.

Den høje lysintensitet giver en større sikkerhed for gennemhærdning af plast.

Polymerisationslys

Der opnås større sikkerhed ved de anvendte LED lamper på Ulrikkenborg Plads, idet den påkrævede belysningstid til hærdning af plast med en høj-intensiv LED-plast lampe er det halve af de 40 sekunder pr lag på 2mm, der normalt anbefales med en konventionel halogen plast lampe. For at sikre belysning og dermed hærdning af plastet, opbygges plastet i lag på højst 2 mm tykkelse. Da pære og lysleder kan forandre lysstyrke efter brug, kontrolleres plast lamper dagligt med måling af lysintensitet.

 

Plast binding til tand

OptiBond dentin binder

Modsat sølv amalgam kan plast bindes til tanden. Denne binding opnås ved en forbehandling af tand-emaljen med syregel og forbehandling af tand-benet (dentin).

Yderligere information om syregel på tand-emalje æts.
Yderligere information om forbehandling af dentin på plast-dentin-binding .
Yderligere information om forbehandling af tand på bindingsmetode klinisk .

Lagvis opbygning af plast ved fyldning af tand

Det store tidsforbrug med at lave en plastfyldning i en tand beror bl.a. på at det som bekendt er nødvendigt at opbygge en større plastrestaurering lagvis, da polymeriseringslysets evne til at penetrere igennem plastet og hærde plastet er begrænset. Hvor langt lys af en given intensitet trænger ind i plastet, afhænger af flere faktorer, bl.a. plastets farve, indholdet af filler og belysningstiden. Generelt bør det enkelte plastlags tykkelse ikke overstige ca. 2 mm. Restaureringer af lyspolymeriserende plast skal opbygges i lag for at hærdning ( polymerisation ) af de dybere dele af tand-plast-fyldningen kan blive bedst mulig. Den lagvise opbygning er en særdeles tidskrævende procedure.

Plast er et ustabilt materiale at have på lager

Stregkode scanning sikrer lager kvalitet

Modsat sølv amalgam, som kan ligge i årevis uden at tage skade, er tand-plast før hærdning ( polymerisation ) som tandfyldning meget lager ustabilt. Det er følsomt overfor alder, lyspåvirkning og temperatur. Det er derfor meget vigtigt for den færdige tand-plastfyldnings kvalitet, at tand-plastet opbevares lystæt og køligt.
Da plastmaterialet trods betryggende opbevaring har begrænset holdbarhed, registrerer vi på Ulrikkenborg Plads alt  plast med stregkodescanner, således at vi digitalt har overblik over den enkelte plast kapsel førend at den anbringes som plastfyldning i tanden.
Stregkode scanning giver oplysning om indkøbsdato, opbevaring og udløbsdato.
Dette sikrer mod brug af plast med reduceret plasticitet og styrke. Hvis udløbsdatoen er overskredet, skal materialet smides bort, hvilket betyder at vores plast altid er friskt. På Ulrikkenborg Plads er der dermed altid friske varer på hylden.

 

Plast i fremtiden

Komposit tand plast Kihl

Alle eksisterende tand-plastfyldningsmaterialer på markedet har alle det problem, at de skrumper, når de hærdes – der er et polymerisationsskrump. Dette skrump kan forårsage at fyldningen løsner sig fra tanden. Der dannes en spalte. Spaltedannelse kan resultere i misfarvning eller endnu værre i nye huller og infektion af tandroden. Spaltedannelsen modvirkes ved binding til tanden ( se nedenfor ) og sammensætningen af plastmaterialet.

Derfor er valg af den rigtige plast med den mindste dokumenterede skrumpning ved hærdning meget vigtig.

Et af funktionskravene til et tand-fyldningsmateriale er, at det det ligner en tand. Fx zirconia i store mængder ville forbedre materialeegenskaberne, men det ekspanderbare fyldstof, zirconia, spreder lys meget kraftigt. Kraftig lysspredning får materialet til at virke meget hvidt – lysspredning fra fedtpartikler er grunden til at mælk er hvid. Lysspredningen kan minimeres hvis partiklerne gøres meget små. Det er imidlertid ikke lykkedes at findele zirconia partiklerne samtidig med at evnen til at ekspandere er bevaret.

Der forskes fortsat i at forbedre plast fyldninger til tænder med tilsætning af stoffer, der giver plastet gode materiale egenskaber og samtidigt kan give tandfyldninger, som har et acceptabelt udseende.

Plast anvendt på tandklinikken // Ulrikkenborg Plads

Tandklinikken i Lyngby anvender plasttyper og plastbindingssystemer, som er NIOM (Nordisk Institut for Odontologisk Materialeprøvning) godkendt, og har udvist de bedste materialeegenskaber i forsøg publiceret i de internationalt anerkendte tidsskrifter og ved kliniske forsøg udført ved Afdelingen for Dentalmaterialer, Tandlægeskolen i København. Der anvendes materialer, der har udvist bedst evne mht. styrke, skrumpning, farve og allergi.

Tandklinik i Lyngby anvender nedenstående plast afhængigt af de ønskede egenskaber :

Plast bindingsmiddel uden allergi

Tandklinikken i Lyngby anvender nedenstående plast bindings system, idet miljø ikke kun er hensyn til den omgivende natur, men også til dig som patient. Der er lagt vægt på, at de kemikalier, som der fx bruges ved plastfyldninger, ikke giver risiko for allergi eller andre gener, hvor fx bindingsvæsker (bonding) til plast er alkoholbaserede, og ikke som normalt; acetonebaserede.
Ydermere udviser OptiBond den højeste bindingsstyrke til tand :

Plast i stedet for sølv amalgam

Sølvamalgam skiftet til plastSøvamalgam skiftet til plast

Udviklingen af plast til tænder er dog på nuværende tidspunkt så langt fremme, at der kan opnås smukke æstestiske resultater og samtidigt betydelig forbedring af muligheder og styrke i forhold til det gamle fyldningsmateriale; sølv amalgam.
Pr. 1. oktober 2008 skal plast erstatte sølv amalgam jfr. Sundhedstyrelsen
(Bek. Nr. 956 af 23. september 2008).

Priser på plast til tandfyldninger

Tand fyldning inddeles i flader

Alle tænder inddeles i i alt 5 flader

Plastfyldninger prisfastsættes efter antal flader og kategori.

  • Fortænder og hjørnetænder (321± 123)
  • Præmolarer (små kindtænder 54±45)
  • Molarer (kindtænder 876±678)

Plastfyldninger i fortænder og hjørnetænder skelnes der udelukkende mellem :

  • Enkeltflade plastfyldninger ( kun éen flade ) 384 kr.
  • Flerfladeplastfyldninger ( mere end éen flade ) 1126 kr.

Plastfyldninger i små kindtænder, præmolarer  ( 54±45 ) og plastfyldninger i store kindtænder, molarer ( 876±678 ) prisfastsættes efter antal flader ( 1 > 5 ) og om det er en præmolar eller molar.

  • Fyldes 1 flade med plast i præmolar koster det : 860 kr.
  • Fyldes 1 flade med plast i molar koster det : 1057 kr.
  • Fyldes 2 flader med plast i præmolar koster det : 1656 kr.
  • Fyldes 2 flader med plast i molar koster det : 1692 kr.
  • Fyldes 3 flader med plast i præmolar koster det : 1766 kr.
  • Fyldes 3 flader med plast i molar koster det : 1820 kr.
  • Fyldes 4 flader med plast i præmolar koster det : 1866 kr.
  • Fyldes 4 flader med plast i molar koster det : 2031 kr.
  • Fyldes 5 flader med plast i præmolar koster det : 2098 kr.
  • Fyldes 5 flader med plast i molar koster det : 2198 kr.

Præcision -Den vigtige detalje til succes med kroner

Unøjagtigheden af en krone kan defineres som graden af dimensionel diskontinuitet eller disharmoni mellem kronen og den naturlige tandoverflade. Unøjagtighederne af kroner kan være større eller mindre, og interessen er specielt centreret omkring overgangen mellem krone og tand: Kantpræcisionen. Mangelfuld kantpræcision er langt den hyppigste årsag til de sekundære skader på tand og tandkød. Forebyggelse af sådanne skader sker væsentligt ved forøgelse af præcisionen.

50 µm

Spaltebredden mellem krone og tand angives veldokumenteret til maksimalt at måtte være 50 µm.
Overstiger spalten 50 µm vil bakterier kunne sidde uforstyrret og bakterielle stofskifteprodukter vil trænge ind igennem disse spalter.

Optimalt er en spaltebredde på 15 µm , hvorved der lige akkurat opnås plads til de største korn i den cement, som anvendes til permanent at fastholde kronen til tanden.

Nyere og billigere kronetyper har ofte en spaltebredde på over 200 µm.

Dette forsvares med anvendelse af plast som cement til permanent fastholdelse af kronen, men dette er kritisk, da plast skrumper (og dermed efterlader spalter), plast binding er meget følsom for fugt ved cementering og plast anvendt som cement er under mistanke for at skade det omgivende tandkød.

Man kan sammenligne det med at samle kantlister med siliconefugning i stedet for at skære dem i smig.

Tandlaege

Optimal præcision

100% pasning mellem krone og tand er navnligt tidligere blevet anset for den optimale pasform, bl.a. fordi at man troede at måtte forlange, at kronerne i kraft af deres friktion på de indvendige flader mod resttand skulle udvise tilstrækkelig egenretention unden anvendelse af cement. Da krone og tand ikke berører hinanden efter cementeringen, men er adskilt af et tyndere eller tykkere cementlag, er en “glidepasning” den optimale præcision.

Principskitsen til venstre illustrerer dette. De konvergerende flader F1 og F2 er kongruente men kan ikke bringes i kontakt med hinanden pga. den indskudte cementfilm, S ,hvis dimension kan repræsentere de groveste korn i cementen.

Kronen (F1 eller F2) vil udvise en unøjagtighed, vist som a (aksial diskrepans), hvor v er vinkelen til udslibningen af kronen (konvergensvinkel).

Den optimale præcision af en krone skal derfor lige akkurat være “unøjagtig” til at der gives plads til 15-20 µm cement.

Det er typisk for kontaktforholdet mellem to ru overflader, at de to overflader kun berører hinanden i få og relativt langt fra hinanden liggende punkter, og at afstanden mellem fladerne i andre områder er større, jo mere ru overfladerne er. Kroner fx fremstillet i keramik fræset med CAD-CAM teknik vil have en stor ruhed, og cementfilm tykkelsen vil lokalt blive særlig tyk.

Tyk cementfilm skrumper forholdsvist mere (volumen%) end tynd cementfilm og har en øget porøsitet. Begge dele giver anledning til sprækker og hulrum, hvor bakterier vil vokse. Ligeledes vil tilhæftning af kronen mere bero på cement end på kontakt mellem krone og tand. Det vil derfor mere være cementens styrke end kronens styrke, der holder kronen på plads.

Det kan sammenlignes med en murstensvæg, hvor der er for stor afstand mellem murstenene, og det mellemliggend mørtel lag er blevet for tykt.


Ønsker man en krone med høj præcision og deraf følgende dokumenteret og gennemprøvet lang levetid, er en MK krone med inderkappe i højædel legering det rigtige. Læs mere om denne kronetype her

Cementkorn under cementering af krone på tand
Tandlæge

Spalte over 50 µm mellem krone og tand med massiv bakterievækst Krone

Rodbehandling

Hvorfor og hvornår skal en tand rodbehandles?

  • De fleste rodbehandlinger skyldes, at et hul i tanden (caries) når igennem tand-benet (dentin) og helt ind til tand-nerven (pulpa), så bakterier trænger ind og giver betændelse i nerven. 
  • Smerter fra følsomme tand-halse eller revnede tænder kan i nogle tilfælde kun fjernes ved, at man rodbehandler tanden. 
  • En rodbehandling kan også blive nødvendig, hvis der tidligere har været et dybt hul i tanden, og fyldningen derfor ligger tæt på nerven, eller hvis tanden har været udsat for et slag (traume). 
  • I tænder, som er blevet behandlet med en krone, kan tand-nerven i sjældne tilfælde gå til grunde, og bakterier kan efterfølgende invadere det døde væv. 
  • En rodbehandling kan altså være nødvendig for at fjerne både en levende, en betændt eller en død bakteriefyldt nerve.

Implantater

– som naturlige tænder

Et implantat er en god idé, hvis man mangler éen eller flere tænder.
Et implantat er en kunstig rod af titanium.
Titaniumroden placeres i kæbeknoglen ved en operation, fordi titanium har den evne at kunne gro fast til kæbeknoglen.
 
Behandling med implantat giver forbedrede muligheder for tanderstatninger.
Det er muligt at genopbygge et helt tandsæt, der ikke skal tages af,
hos den helt tandløse patient,
eller erstatte en tabt fortand, uden at slibe på nabotænderne.
 

Læs mere 

Visdomstand

Visdomstand Mennesket har fire visdomstænder, en i hver kæbe- halvdel. Visdomstænderne  er de tænder, der ankommer  sidst i kæben ud af de 32, mennesket normalt er udstyret med. De hedder visdoms-tænder, fordi man for mange hundrede år siden troede, at mennesket var blevet vis eller klog, når de brød frem.

MK-Kroner

MK-Kroner Metalkeramik, også kaldet påbrændingskroner, PFM eller MK, har i vidt omfang vundet indpas som tand-krone og tand-bro restaureringer. Påbrænding af keramik til metal har været anvendt af tandlæger siden starten af dette århundrede, og tandlægers store anvendelse af metoden har medført en stor udvikling, både mht. udformning med større og mindre områder udført i keramik, samt de materialer, der anvendes til metalkeramik.

Læs mere

Alveoleknogle omkring en tand

Alveoleknoglen er den del af kæbeknoglerne, som tandrødderne sidder fast i. (Denne er den skeletmæssige ramme for tændernes for­bindelse med det øvrige tyggeapparat.)

Alveoleknoglen er opbygget af to typer knoglevæv, nemlig den kompakte ydre cortikale knogle (cortex) og en inderkerne af spongiøs trabekulær knogle (gr. spongia: svamp).

Den kompakte knogle beklæder knoglens overflader og består af fibre i en ensartet, tæt masse af mineraliseret grundsubstans. Den indeholder endvidere celler, osteocytter, og er til forskel fra rodcementen rig på nerver og blodkar, som den modtager fra såvel knoglemarven som benhinden, periost. Selve alveolen er også beklædt med kompakt knogle ind imod rodhinden, men knoglen er her mindre tæt end på de ydre flader, idet den gennemhulles af talrige småkar og nerver samt giver fæste til rodhindefi­brene.

Den spongiøse knogle indeholder de samme byggestene som den kompakte, men har en anden struktur. Den består af et løsere netværk af knoglebjælker (trabekler) af forskellig tykkelse og retning, og imellem disse knoglemarv med kar, nerver, fedtceller og bindevæv (spongiosa).

Tandlæge

Struk­turerne i de to typer knoglevæv genfindes også på røntgenbillederne Den spongiøse knogle fremtræder som et netværk af knoglebjælker, mens den kompakte viser sig som en hvid linie på knoglens overflade og langs rodhinden. På sidstnævnte sted kaldes den ofte lamina dura.

Knoglevævet er opbygget af osteoner, som centralt har en Haversk kanal. Osteocytter er indfanget i lakuner mellem de koncentriske lag af knogle rundt om den Haverske kanal. Der ses forbundne kanaler horisontalt på de Haverske kanaler ; disse kaldes Volkmann´s kanaler. På overfladen af knoglevævet ses osteoblaster og osteoklaster. Osteoblasterne er i stand til at producere osteoid, som mineraliseres, hvorved knoglevæv dannes

Tandlæge

Osteocytter, osteoblaster og osteklaster

Alveoleknoglen undergår konstant forandringer i form af nydannelse og ned­brydning af knoglevæv. Osteocytterne omdannes enten til osteoblaster ( knogledannende celler ) eller osteoklaster ( knogleresorberende celler ). Selv små ændringer i tændernes funktion fører hurtigt til ombygnings­processer i knoglevævet.

Tandlæge

 

Ændret belastning af en tand vil således igangsætte processer, som tilpasser knoglevævet til de nye omstændigheder. Konstant forøget belastning inden for fysiologiske rammer vil i det spongiøse knoglevæv føre til en tættere struktur med tykkere knoglebjæl­ker. Det kompakte knoglevæv i alveoleknog­len fortykkes, og flere rodhindefibre indkor­poreres. Formindsket belastning eller manglende stimulering af parodontiet efter eks­traktion af antagonister fører til omtrent de modsatte reaktioner i knoglevævet.

Illustrationen viser osteoblast ( centrum ) i knoglevæv. Denne knoglecelle findes først og fremmest i knoglevæv i områder med ny knoglevækst. Osteoblaster producerer osteoid, en matrix af nyt knoglevæv bestående af kollagen fibre og andre strukturelle proteiner. Såsnart osteoid er dannet, vil knoglesaltekrystallisere indvendig i massen og danne hård, mineraliseret knogle.

Knoglevævet er et levende væv, der er i stand til at remodelleres og resorberes.

Men for ombygningsprocesserne gælder, dels at den vigtigste knoglenydannelse sker ved, at osteoblaster fra rodhinden producerer ny knogle langs alveolevæggen, og dels at nedbrydningen (knogleresorptionen) sker som følge af osteoklasternes aktivitet de samme steder.

Tandlæge

Osteoklaster

Osteoklasterne er store multinukleære celler, der ofte ligger i resorptioner, de såkaldte Howship´s lakuner, på selve knogleoverfladen. Osteoklasterne er i stand til at nedbryde knoglevæv. De secernerer organiske syrer, der opløser hydroxylapatiten. Hydroxylapatit er hovedkomponenten i knoglevæv. Efter denne demineralisation nedbrydes knoglens organiske matrix, idet osteoklasten afgiver lysosomale enzymer.

Ved aktiv parodontitis resorberes knogle.

Naturligt sker en forøgelse af den vertikale knoglehøjde med alderen. Alveoleknogle opstår og forsvinder ved tandudvikling af tænder og tab af tænder. Dette skyldes tilstedeværelse af osteoblaster, som indgår i remodelleringsprocessen, og osteoklaster der indgår i resorptionsprocessen. Naturligt resorberes 100 µm / 0,1 mm om året. Ved aktiv parodontitis eller calcium ubalance( fx nyreinsufficiens )resorberes med en hastighed X 2; ved tab af tænder med en hastighed X 10. Ved urinprøvetagning må calciumtesten ikke overstige en værdi på 100 mg/ml.

Nyreinsufficiens, diabetes og andre sygdomme har indflydelse på udvikling af parodontitis

I modsætning til den meget stabile basal knogle (basal bone) i det almindelig knogleskelet er alveoleknogle meget ustabil og spongiøs. Karakteristisk for alveoleknogle er, at den er højt vaskulariseret, højt specialiseret, meget ustabil, og støtter tændernes modstandskraft mod parodontitis. Dermed har nyreinsufficiens, diabetes og andre sygdomme indflydelse på udvikling af parodontitis.

Osteoklaster rydder op i knogle.

Alveolen er betegnelsen for den fordybning i knoglen, som ved hjælp af parodontalligamentet er forbundet med rodcementen. Parodontalligamentet ”beskytter” også mod knoglens osteoklaster. Hvis osteoklaster støder mod en rodoverflade uden parodontalligament, tror osteoklasterne, at det er en død knogle, der skal fornyes. Derved påbegyndes en resorption af tandoverfladen udført af knoglens osteoklaster. Derfor forsvinder fx efterladte rodstumper efter tandudtrækning med tiden, idet de resorberes af osteoklasterne.

Alveoleknoglens form styres af tænder – eller mangel på samme.

Tandlæge

Alveoleknoglens form er betinget af tænder­nes tilstedeværelse, idet den opbygges omkring tænderne, efter­hånden som disse bryder frem, og nedbrydes, når tænderne mistes. Som hovedregel gælder, at alveolen omslutter tændernes rødder på alle sider, dog således at alveo­lens overkant konstant ligger i en afstand af 1-2 mm fra emaljecementgrænsen.

Såvel alveoleknoglen som gingival­randen følger dermed emaljecementgrænsens bugtede forløb, knoglen 1-2 mm apikalt for, og gingivalranden 1-2 mm koronalt for grænsen.

Alveole knogle kan udvise variationer fra maxil ( overkæbe ) ( tyndere cortikal knogle, dermed højere ustabilitet og mere vaskulariseret) til mandibel ( underkæbe ) (tykkere cortikal og trabekulær knogle, mindre vaskularisation) og individuelt, hvorfor knoglekvaliteten kan inddeles i (Misch/Judy 1985):

1. Type 1 Tæt cortikal knogle

2. Type 2 Porøs cortikal knogle og kraftige trabekler i spongiosa.

3. Type 3 Tynd porøs cortikal knogle og tynde spongiosa-trabekler

4. Type 4 Tynde spongiosa-trabekler og ringe mængder eller ingen cortikal knogle. Konsistens som skumplast

Inddelingen bygger på røntgen og direkte inspektion ved operationer. Til mere nøjagtig bedømmelse kan CBCT, CAT-SCAN eller MRI analyse anvendes.

Tandlæge

 

Blodforsyning til alveoleknogle kan nedsættes ved kemoterapi

Blodforsyningen til alveoleknoglen kommer overvejende ( 80% ) fra gingiva & parodontalligamentet, som dræner alveoleknoglen igen med 100%. Denne balance kan kompromitteres ved kemoterapi, hvorfor cancerpatienter er særligt udsatte for fæstetab af alveoleknogle.

Tykkelsen af tandknogle

Tykkelsen af den knogle, som omgiver rødderne, er forskellig fra tand til tand og fra person til person. I underkæben er knoglen omkring fortænderne samt facialt for hjørne­tænder og præmolarer ofte tynd, hvilket kan iagttages ved, at knogle og gingiva på disse steder antager form efter de underliggende, fremtrædende rødder. Bagtil i underkæben, især facialt men også lingualt for molarerne, er knoglen derimod kraftig. I overkæben er knoglen facialt for hjørnetænderne samt facialt for 1. molars mesiofaciale rod ofte tynd, mens den palatinalt overalt er kraftig. I områder, hvor røddernes knogle­dække er særligt tyndt, er det ikke ualmindeligt, at dele af knoglen helt mangler. Det kan ske i form af et isoleret hul i knoglepladen og kaldes da et knoglefe­nester eller i form af en kløft i knoglepladen og kaldes da en knoglereces. På disse steder er gingivas bindevæv fæstet direkte til tandoverfladen.

Forfatter, Jakob Kihl © 2014

Tandens rodcement

Cementen er mineraliseret væv, som dækker tandrodens overflade. 

 

Cementen indeholder ikke blodkar, lymfekar og nerver og undergår begrænset resorption eller remodellering under normale forhold.

Der findes to typer cement:

1) Primær cement/acellulær cement.

2) Sekundær cement/cellulær cement.

Primær cement dannes under tanddannelse og eruption af cementoblaster differentieret fra fibroblaster. Sekundær cement dannes efter eruption idet tanden responderer på den funktionelle påvirkning. Under denne proces inkorporere cementoblaster i cementoid, som mineraliseres og danner cement. Cellerne, som bliver inkorporeret i lakuner, kaldes cementocytter. I cementen insererer parodontal ligament fibrene, idet fibrene udgår vinkelret fra dentin-cementgrænsen og hæfter i alveoleknoglen. I den del, fibrene er indeholdt i cementen, er de mineraliseret. Cementoblasterne danner fibre, som er parallelle med tandens akse, og som er beliggende i cementen.

Som tidligere nævnt undergår cement kun begrænset resorption eller remodellering. Tykkelsen af cementlaget stiger i takt med funktionstiden.

Rodcementen hører til de hårde tandvæv. Det er et forkalket (mineraliseret) væv, der som et tyndt lag beklæder hele tandroden uden på dentinen. Det er tyndest nær tandhalsen (ca. 50 µm) og tykkest omkring rodspidsen (ca. 150 µm).

Emaljecementgrænsen kan være udformet forskelligt. I enkelte tilfælde berører emalje og cement ikke hinanden, men adskilles af et smalt bælte af blottet dentin. I andre tilfælde støder cement og emalje sammen kant imod kant. Men det almindeligste er, at cementen overlapper emaljen en smule. Emaljecementgrænsen forløber normalt bugtet om­kring tanden. Forløbet kan dog være uregelmæssigt, især nær furkaturerne, hvor emalje­udløbere eller emaljeperler er ret almindelige.

Rodcementen har først og fremmest betydning som det væv, der forankrer rod­hindens fibre i tanden. Rodcementen findes i to typer. Primær cement dannes samtidig med rodudviklingen og tandfrembruddet. Men derudover er det karak­teristisk, at en vis pålej­ring af ny cementsekundær cementkan ske igennem hele livet. Nydannelsen foregår fra rodhinden, hvor cementoblasterne findes. Langs rodcementen dannes et uforkalket forstadium til rodcement, kaldet cementoid. Dette lags tilstedeværelse synes at være af afgørende betydning for rodcementens vitalitet og for konstant fornyelse af fibrenes fæste i rodcementen. Rodcementen ligner på flere måder kompakt knoglevæv, men cementen inde­holder ikke nerver og blodkar, idet den forsynes hermed fra rodhinden.

Til forskel fra parodontiets knoglevæv er resorption ikke almindelig. Cementoid­laget synes at beskytte den mineraliserende cement herimod, hvorfor cementen med alderen kan blive 23 gange tykkere.

De faktorer, der regulerer pålejringen af sekundær rodcement og i sjældne tilfælde sekundær rodcement og i sjældne tilfælde rodresorptioner, er tildels ukendte.

tand dannelse

Udvikling af tandroden og cement

  • Dannelse af tandroden begynder efter kronen er udviklet
  • Det ydre og indre emaljeepithel lægger sig mod hinanden svarende til den kommende tandhals àepitheliale rodskede / Hertwigs rodskede
  • Rodskeden vokser i dybden omkring den kommende rod og bestemmer dens form
  • Odontoblaster på den indvendige side af rodskeden danner roddentinen
  • Efter dannelse af den første roddentin degenererer rodskeden og de mesenchymceller, der får kontakt med roddentinen, differentierer til cementoblaster
  • Cementoblasterne pålejrer cement på dentinen à nogle af cellerne indfanges i cementen som cementocytter

Forfatter, Jakob Kihl © 2014