Skip to content

Translate with Google:

Plastfyldning

Plast i tand

Plast til tænder (komposit plast) kom på markedet i 1960erne og plastmaterialerne til tandfyldninger har siden gennemgået en stor udvikling. Det tandplast der bruges mest i dag, er lys hærdende og færdigblandede. Tidligere stod tandlægen og blandede hærder og plast sammen, hvorved der forelå stor risiko for luftblærer og uens blanding.

Plast kemi

Færdigblandede tandplast leveres i lystæt sort kapsel klar til brug og består af :

  • Resin ( se nedenfor ) baseret på forskellige relativt hydrofobe dimethacrylatmonomerer (fx BisGMA, UDMA og TEGDMA) og som også indeholder et initiatorsystem til hærdning
  • En uorganisk filler bestående af glas-, kvarts- eller zirkoniumoxidpartikler og/eller amorft SiO2
  • En silanforbindelse der binder de forstærkende fillerpartikler til den hærdede resin

Komposit plast: Fyldstof + resin

Plast tandfyldninger er på linje med mange andre brugsgenstande et kompositmateriale. Et kompositmateriale består at et fyldstof, der giver en del af de ønskede egenskaber, fx mekanisk styrke og en matrice (noget lim), der holder sammen på fyldstoffet, der i plast kaldes resin.

I tandfyldninger er fyldstoffet et keramisk materiale, der skal give tandfyldningen mekaniske egenskaber, der minder om tandens. Samtidig skal tandfyldningsmaterialet være formbart, når det lægges i en kavitet (et hul i en tand) og stift når behandlingen er færdig.

Plast hærdes ( polymeriseres ) i tanden med lys

 

Tandfyldninger hærdes ved belysning, som bevirker at de molekyler matricen ( resin ) består af hærder (polymeriserer). Plastmaterialernes initiatorsystem består af en diketon og en amin. Den almindeligste diketon er camphorquinon. Ved belysning med blåt lys absorberer camphorquinonen strålerne og nedbrydes ved reaktion med aminen under dannelsen af frie radikaler. Disse radikaler starter hærdningen (polymerisationen) som fortsætter under dannelsen af et krydsbundet tredimensionelt netværk. Fotos stillet til rådighed af J Can Dent Assoc 2011;77:b9

Lyshærdning ( polymerisation ) af plast, er meget afhængig af kvaliteten af lyset i plast lampen

 

Da tandfyldninger hærdes ved belysning, er kvaliteten af den færdige plastfyldning i tanden meget afhængig af belysningen fra den lampe, der bruges til at hærde plasten (polymerisation).

 

Normalt anvendes halogen lamper til belysning af plast. Hvor langt lys af en given intensitet trænger ind i plastet, afhænger af flere faktorer, bl.a. plastets farve, indholdet af filler og belysningstiden. Dertil skal lægges, at det ofte er vanskeligt tilgængelige steder, hvor belysningen skal anvendes. Den internationale standardiseringsorganisation ISO har 1,5 mm som minimumskrav til polymerisationsdyben af lyspolymeriserende plast.

En normalt anvendt halogen lampe giver 150-200 mW/cm² i lys styrke.
Tandlægeklinikken på Ulrikkenborg Plads anvender LED- (Light Emitting Diode) lamper. Udover at LED giver stærkere lys end de traditionelle halogen plast lamper, anvendes på Ulrikkenborg Plads høj-intensiv LED plast lamper, der afhængigt af programmering giver 1200 >5000 mW/cm². ☼
Med 5000 mW/cm² anvendes den dansk fremstillede FlashMax, der er verdens stærkeste hærdelampe til plast.

Den høje lysintensitet giver en større sikkerhed for gennemhærdning af plast.

 

Der opnås større sikkerhed ved de anvendte LED lamper på Ulrikkenborg Plads, idet den påkrævede belysningstid til hærdning af plast med en høj-intensiv LED-plast lampe er det halve af de 40 sekunder pr lag på 2mm, der normalt anbefales med en konventionel halogen plast lampe. For at sikre belysning og dermed hærdning af plastet, opbygges plastet i lag på højst 2 mm tykkelse. Da pære og lysleder kan forandre lysstyrke efter brug, kontrolleres plast lamper dagligt med måling af lysintensitet.

 

Plast binding til tand

Modsat sølv amalgam kan plast bindes til tanden. Denne binding opnås ved en forbehandling af tand-emaljen med syregel og forbehandling af tand-benet (dentin).

Yderligere information om syregel på tand-emalje æts.
Yderligere information om forbehandling af dentin på plast-dentin-binding .
Yderligere information om forbehandling af tand på bindingsmetode klinisk .

Eksempel på binding af plast (øverst) med tand (nederst) med tyndtflydende plast (bonding), der flyder ind i de små kanaler (dentintubuli) i tandbenet (dentin)
Eksempel på binding af plast (øverst) med tand (nederst) med tyndtflydende plast (bonding), der flyder ind i de små kanaler (dentintubuli) i tandbenet (dentin)

Lagvis opbygning af plast ved fyldning af tand

Det store tidsforbrug med at lave en plastfyldning i en tand beror bl.a. på at det som bekendt er nødvendigt at opbygge en større plastrestaurering lagvis, da polymeriseringslysets evne til at penetrere igennem plastet og hærde plastet er begrænset. Hvor langt lys af en given intensitet trænger ind i plastet, afhænger af flere faktorer, bl.a. plastets farve, indholdet af filler (små keramik korn) og belysningstiden. Generelt bør det enkelte plastlags tykkelse ikke overstige ca. 2 mm. Restaureringer af lyspolymeriserende plast skal opbygges i lag for at hærdning ( polymerisation ) af de dybere dele af tand-plast-fyldningen kan blive bedst mulig. Den lagvise opbygning er en særdeles tidskrævende procedure.

Plast er et ustabilt materiale at have på lager

 

Modsat sølv amalgam, som kan ligge i årevis uden at tage skade, er tand-plast før hærdning ( polymerisation ) som tandfyldning meget lager ustabilt. Det er følsomt overfor alder, lyspåvirkning og temperatur. Det er derfor meget vigtigt for den færdige tand-plastfyldnings kvalitet, at tand-plastet opbevares lystæt og køligt.
Da plastmaterialet trods betryggende opbevaring har begrænset holdbarhed, registreres på Ulrikkenborg Plads alt  plast med stregkodescanner, således at der digitalt er overblik over den enkelte plast kapsel, førend at den anbringes som plastfyldning i tanden.
Stregkode scanning giver oplysning om indkøbsdato, opbevaring og udløbsdato.
Dette sikrer mod brug af plast med reduceret plasticitet og styrke. Hvis udløbsdatoen er overskredet, skal materialet smides bort, hvilket betyder at vores plast altid er friskt. På Ulrikkenborg Plads er der dermed altid friske varer på hylden.

 

Plast i fremtiden

 

Alle eksisterende tand-plastfyldningsmaterialer på markedet har alle det problem, at de skrumper, når de hærdes – der er et polymerisationsskrump. Dette skrump kan forårsage at fyldningen løsner sig fra tanden. Der dannes en spalte. Spaltedannelse kan resultere i misfarvning eller endnu værre i nye huller og infektion af tandroden. Spaltedannelsen modvirkes ved binding til tanden ( se nedenfor ) og sammensætningen af plastmaterialet

Derfor er valg af den rigtige plast med den mindste dokumenterede skrumpning ved hærdning meget vigtig.

Et af funktionskravene til et tand-fyldningsmateriale er, at det det ligner en tand. Fx zirconia i store mængder ville forbedre materiale egenskaberne, men det ekspanderbare fyldstof, zirconia, spreder lys meget kraftigt. Kraftig lysspredning får materialet til at virke meget hvidt – lysspredning fra fedtpartikler er grunden til at mælk er hvid. Lysspredningen kan minimeres hvis partiklerne gøres meget små. Det er imidlertid ikke lykkedes at findele zirconia partiklerne samtidig med at evnen til at ekspandere er bevaret.

Der forskes fortsat i at forbedre plast fyldninger til tænder med tilsætning af stoffer, der giver plastet gode materiale egenskaber og samtidigt kan give tandfyldninger, som har et acceptabelt udseende.

Plast anvendt på tandklinikken, Ulrikkenborg Plads

Tandklinikken i Lyngby anvender plasttyper og plastbindingssystemer, som er NIOM (Nordisk Institut for Odontologisk Materialeprøvning) godkendt, og har udvist de bedste materiale egenskaber i forsøg publiceret i de internationalt anerkendte tidsskrifter og ved kliniske forsøg. Der anvendes materialer, der har udvist bedst evne mht. styrke, skrumpning, farve og allergi.

Tandklinik i Lyngby anvender nedenstående plast afhængigt af de ønskede egenskaber :

Plast bindingsmiddel uden allergi

Tandklinikken i Lyngby anvender nedenstående plast bindings system, idet miljø ikke kun er hensyn til den omgivende natur, men også til dig som patient. Der er lagt vægt på, at de kemikalier, som der fx bruges ved plastfyldninger, ikke giver risiko for allergi eller andre gener, hvor fx bindingsvæsker (bonding) til plast er alkoholbaserede, og ikke som normalt; acetonebaserede.
Ydermere udviser OptiBond den højeste bindingsstyrke til tand :

Plast i stedet for sølv amalgam

 

Udviklingen af plast til tænder er dog på nuværende tidspunkt så langt fremme, at der kan opnås smukke æstestiske resultater og samtidigt betydelig forbedring af muligheder og styrke i forhold til det gamle fyldningsmateriale; sølv amalgam.
Pr. 1. oktober 2008 skal plast erstatte sølv amalgam jfr. Sundhedstyrelsen
(Bek. Nr. 956 af 23. september 2008).

Priser på plast til tandfyldninger

 

Alle tænder inddeles i i alt 5 flader

Plastfyldninger prisfastsættes efter antal flader og kategori.

  • Fortænder og hjørnetænder (321± 123)
  • Præmolarer (små kindtænder 54±45)
  • Molarer (kindtænder 876±678)

Plastfyldninger i fortænder og hjørnetænder skelnes der udelukkende mellem :

  • Enkeltflade plastfyldninger ( kun éen flade ) 384 kr.
  • Flerfladeplastfyldninger ( mere end éen flade ) 1126 kr.

Plastfyldninger i små kindtænder, præmolarer  ( 54±45 ) og plastfyldninger i store kindtænder, molarer ( 876±678 ) prisfastsættes efter antal flader ( 1 > 5 ) og om det er en præmolar eller molar.

  • Fyldes 1 flade med plast i præmolar koster det : 860 kr.
  • Fyldes 1 flade med plast i molar koster det : 1057 kr.
  • Fyldes 2 flader med plast i præmolar koster det : 1656 kr.
  • Fyldes 2 flader med plast i molar koster det : 1692 kr.
  • Fyldes 3 flader med plast i præmolar koster det : 1766 kr.
  • Fyldes 3 flader med plast i molar koster det : 1820 kr.
  • Fyldes 4 flader med plast i præmolar koster det : 1866 kr.
  • Fyldes 4 flader med plast i molar koster det : 2031 kr.
  • Fyldes 5 flader med plast i præmolar koster det : 2098 kr.
  • Fyldes 5 flader med plast i molar koster det : 2198 kr.
Published inBehandling, beskrivelser og forklaringer

2024 © Tandklinikken I Lyngby | Ulrikkenborg Plads 11, 2800 Kgs. Lyngby | jakobkihl.dk